Vigtig opdatering fra Dartliga vedr. ny sæson

Først vil vi give en kort opdatering på hvor vi står her godt 1 ½ år inde i Pandemien.
Det har været nogle hårde måneder for både os og spillestederne.
1 sæson aflyst i 3. spilleuge, 1 sæson gennemført med hiv og sving, og 1 sæson helt aflyst.
Spillestederne har været hårdt ramt på økonomien, og det samme har det ben i vores virksomhed som hedder Dartliga.
Men heldigvis har vi haft andre aktiviteter som har været i en positiv udvikling under pandemien, men uheldigvis er en stor del af de indtægter så blot gået til at lukke hullerne i Dartliga.
Men nu håber vi på at vi kan se fremad og at vi skal videre… Udsigten til en evt. ny lockdown til efteråret vil næsten ikke være til at bære, og vi satser på at det ikke kommer til at ske!

Så til den mere alvorlige del…

Vi har igennem længere tid afventet en større opdatering af systemerne på Medalistworld, og desværre lader det til at problemerne er langt større og stikker langt dybere end ventet.
Der kræves en massiv opdatering af både hardware og software, og det betyder at vi står overfor en gigantisk investering af et meget gammelt system, et system som vi ikke er sikre på, kan køre bare 3 år mere.
Da vi igennem de sidste 3-4 år har været alene til at betale de månedlige omkostninger ved blot at holde systemet kørende (ca 28.000 kr/mdr), så er der ikke andre at dele disse nye investeringer med.
Japan, Hong Kong og andre lande som har brugt systemet, er nu videre og bruger andre systemer.

I juni måned kunne Medalistworld desværre ikke mere, og der blev lagt en plan for genoprettelse af det hele. Vi priser os lykkelige for at dette ikke skete midt i en ligasæson.
Planen er blevet fremlagt for os, og investeringen vi står overfor, er vi på ingen måder villige til at betale.
Det er ganske enkelt ikke i vores interesse at investere massivt i forældede systemer og hardware.
Derfor har vi desværre ikke andet valg end at trække stikket for Medalistworld som vi kender det i dag!
Det er trist, men vi har nok hele tiden vidst at dette tidspunkt ville komme en dag, og vi har derfor hele tiden haft en plan B klar i skuffen, som vi nu er nødt til at trække op af skuffen.

Så hvordan efterlader det os så?

1) Ligaen
Det primære system vil i fremtiden være Bullshooter-maskiner.
I denne efterårssæson vil der dog være mulighed for at spille en regional Medalist-liga, men med brug af historisk handicap (dvs nye spillere vil ikke kunne spille Medalist-liga), som så ikke kan reguleres løbende i sæsonen. Dette skal ses som en blød overgang til de nye systemer, og det skal forventes at Medalist-ligaen helt lukkes ned i 2022.
Alle spillesteder som kan stille med minimum 3 hold vil få tilbud om at få byttet Medalist til Bullshooter.
Nye maskiner er også en stor investering, men den er dog mindre end alternativet og den er langt mere fremtidssikker – og den vil ikke forringe betingelser for spillestederne, de skal blot sørge for at kunne stille med minimum 3 hold til ligaen.

Dermed vil der i denne sæson være 3 ligaer at vælge mellem:
– Regional Medalist-liga med brug af historisk hcp – manuel indtastning på maskinen ved kampstart.
– Den eksisterende Bullshooter liga (i både double og trio) vil være 100% remote (dog med mulighed for at spille lokalt hvis dette ønskes) og der spilles med det format som kendes i dag – dvs tingene kører videre i den Bullshooter-liga som vi kender.
– Den nye Bullshooter liga vil så være regional og der vil blive spillet med stort set samme format som kendes fra Medalist i dag, dog med andre regler for handicap.
Men ellers er spillene fuldstændig som I kender dem i dag.

2) Handicap/Rating
Da alt det gamle data ser ud til at være tabt på Medalistworld (medmindre vi bruger en stor bunke penge), så vil en lille del der skal spille Bullshooter liga (og som ikke tidligere har spillet Bullshooter) skulle indspille en ny midlertidig rating på Bullshooter maskinerne. Det samme gælder for nye spillere.
Undtagelsen for dette er de spillere som vi har en historisk rating på over flere sæsoner (vi har gemt data ved hver eneste ligaopstart i adskillige år). Kontakt os inden og spørg om det er nødvendigt for lige netop dig at indspille ny rating på Bullshooter.
Info om dette vil komme ud til spillestederne og vi smider en guide op på hjemmesiden. Vi vil også smide en kort forklaring op som handler om hvorledes handicap systemet virker i Bullshooter.
Den nye rating skal være indspillet inden sidste frist for ligatilmelding.

3) Tilmeldingsfrister
Da vi desværre er kommet ret sent til ovenstående beslutning (som ikke har været nem!), så bliver tilmeldingsfristerne for den nye lokale Bullshooter liga påvirket af dette.
Fristen for tilmelding til regional Medalist liga med historiske ratings er 11. august med opstart i uge 36.
Fristen for tilmelding til Remote-ligaen (trio + double) er 13. august med opstart i uge 36.
Fristen for tilmelding til ny Bullshooter regionale-liga er 25. august med opstart i uge 38 – dette giver nye spillere bedre tid til at indspille deres nye rating – og vi skal ligeledes bruge noget tid på ombytning og opstilling af maskiner på de spillesteder som ikke har Bullshooter i forvejen.
Den nye Bullshooter liga vil så blive gennemført med max 6 hold per række i denne sæson. Efterfølgende sæsoner vil fremadrettet være op til 8 hold per række.
I skal være obs på at vi i Bullshooter i dag kører med 2 starttidspunkter på hverdage – kl. 18 og 20. Dette vil vi også indføre i Bullshooter lokal-ligaerne, da dette vil give mere fleksibel afvikling og større muligheder for at holdene kan få deres 1. prioritet som hjemmebanedag til hovedparten af deres kampe. Medalist lokal-liga vil stadig have starttidspunkt kl. 19.

4) Maskiner
For info om ombytning og opstilling af Bullshooter – kontakt Per på Tlf. 26246542
Beholder man nogle Medalist-maskiner, så vil disse få nye og bedre kontrakter, hvor der ikke betales månedlige gebyrer. Softwaren vil skulle ændres til en version der kan bruges i offline-mode.

5) Finalestævne
Vi har indtil nu haft 2 årlige finalestævner, denne struktur ændrer vi lidt på.
Der bliver stadig et stævne i januar, men i et online format på Bullshooter. Her vil gruppespil blive afviklet på spillestederne (remote/lokal) med kvalifikation via gruppespil i løbet af januar til en online finaleweekend sidste weekend i januar.
Et større stævne med fysisk deltagelse bliver fremover kun 1 gang årligt (sommer) – til gengæld over flere dage og med flere events.

At skifte til Bullshooter kræver naturligvis noget tilvænning for de spillere som vælger at tage springet nu, men vi gør alt vi kan for at gøre overgangen så smertefri som muligt.
Men fordelene ved Bullshooter er mange – her er fx nogle af dem:

  • Selvom Bullshooter Hcp systemet er anderledes, så er det på mange måder et mere fair system. Fx kan vi tillægge point i 01-spil i stedet for at fratrække (= mere dart for pengene 😊). Her skal I blot vænne jer til nyt system, flertallet vi snakker med, kan meget bedre lide Bullshooter end Medalist Hcp.
  • Man får 2 skiver i én på Bullshooter. Udover at kunne spille på den traditionelle 15’ skive som I kender fra Medalist, så er der også mulighed for at spille på de noget mindre felter hvis I blot vender skiven om.
  • Mulighed for online spil – spil med dine venner og bekendte online. Jo flere maskiner vi får stillet op, jo flere danske spillere kan man møde online. Vi vil få opsat træningsligaer, så I kan aftale at spille træningskampe mod hinanden på tværs af alle spillesteder. Vi har afholdt flere online turneringer, og vil fortsat gøre det i fremtiden.
  • Mulighed for at få del i alle de præmier som hvert eneste år uddeles i Bullshooters unikke Victory Ranked System. Hvert år gives for 10-tusindvis af kroner væk i form af dartpile, t-shirts, gaveæsker og andet merchandise. Det er helt gratis at deltage (Der betales kun for selve spillene), og i stort set hver eneste VRS har vi heldige danske vindere.
  • Mulighed for deltagelse i Bullshooter Internationale mesterskaber og turneringer. Ser du en Bullshooter turnering i udlandet som du gerne vil deltage i? Intet problem, vi kan sørge for tilmelding og du er klar til at stille op og forsvare Danmarks farver.
  • Mulighed for opsætning af lokale ligaer på de enkelte spillesteder. Har I et løbende klubmesterskab der skal afvikles? Eller skal I blot afvikle en lokal lørdagsturnering? Vi er her for at hjælpe og kan sætte det hele op til jer i lige præcis det format som I ønsker. Single, Double, Trio, Teams? 01, Cricket, Hammer Cricket, Tic Tac Toe? Store felter/Små felter? Double In/Out, Master In/Out, Single In/Out? Matchplay bedst af 3, 5 eller 7? Der er stort set ikke et format vi ikke kan lave til jer!
    Ønsker I at tilkøbe en dag med Free Play? Vi kan ændre indstillingerne på jeres maskiner på få sekunder her fra kontoret.
  • Superfleksibelt og nemt ligasystem, hvor der ikke er nogen som skal indberette resultater efter kampene. Alle data trækkes ud af maskinerne dagen efter kampen og tabellerne opdateres.
  • Langt mere driftssikker maskine. Bullshooter maskinerne har vist sig at være yderst stabile og de kræver meget lidt vedligehold ifht Medalist.

Det var opdateringen herfra. Vi håber at I trods alt vil tage imod det med åbent sind, og at vi får en sæson uden de store afbrydelser af Pandemien e.l.
Vi forventer en mindre tilslutning til denne sæson end tidligere, dels pga Pandemien og dels pga de drastiske ændringer vi nu kommer med i 11.time.
Men det er MEGET vigtigt at spillestederne hurtigst muligt danner sig et overblik over hvor mange hold de forventer at tilmelde til Bullshooter – det kan hjælpe os med at planlægge indkøb og fordeling af nye maskiner.

Så er der ikke andet end at sige: Tilmelding er åben og I kan tilmelde hold her 😊

OBS: Der er kommet ny konto for indbetaling af holdtilmeldingsgebyrer.
Regler for de enkelte ligaer arbejdes der pt på at få opdateret. Disse kommer online så hurtigt som det er muligt.

Mvh

Dartliga.dk

Start a Conversation

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *